
Vi er en familie bestående af to voksne og vores tre teenagere. Vi bor i Pårup i udkanten af Odense sammen med vores hund Tinka, som er en Cockalier og vores kat, der tror han er en hund.
Vi er den “perfekte uperfekte familie”. Ligesom de fleste andre har vi en hverdag, hvor tingene ikke altid går helt efter planen, og hvor der ikke står et hold tjenestefolk klar til at klare opgaverne for os. Men vi gør vores bedste, og vi elsker livet, hinanden og selvfølgelig Tinka og vores kat.
Begge er vi uddannede pædagoger. Maria arbejder fortsat som pædagog, mens Morten er præst – et arbejde, der til tider også kræver både pædagogiske redskaber, tålmodighed og forståelse for mennesker. Sammen med vores tre teenagere og Tinka nyder vi familielivet med alt, hvad det indebærer af glæder, udfordringer og gode oplevelser.
På denne side kan du følge med i de hvalpe vi har lige nu og få indblik i vores planer og overvejelser omkring kommende hvalpekuld. Kig gerne med og se, hvad vi har i støbeskeen – både nu og i fremtiden.
